Våre slekter
Notes
Matches 3,401 to 3,450 of 4,667
| # | Notes | Linked to |
|---|---|---|
| 3401 | Reiste til Canada og slo seg ned som farmere i Leslieville, Alberta. Kalte seg der Karen. Fikk ingen barn, men adopterte to barn. De gjorde det bra og drev etterhvert mange gårder og stort areal. | Eide, Kari Nilsdotter (I141)
|
| 3402 | Reiste til Holland i 1707/1708 (skrevet i 1712). | Østerhus, Knud Eriksen (I7199)
|
| 3403 | Reiste til Kristiania. | Ruus, Anders Botolfsen (I6177)
|
| 3404 | Reiste til Ottawa, Canada, i 1925 med hensikt å studere. | Nordang, Jens Nikolai Johannessen (I12475)
|
| 3405 | Reiste til sjøs i 20-års alderen. Utvandret og de militære mannskapsrullene sier at han var i Sør-Amerika 1871-1872. Siden det er det ikke spor etter han. | Tvergrov, Knud Peter Knutsen (I12287)
|
| 3406 | Reiste til sjøs og forsvant 19 år gammel. | Gitmark, Jens Pedersen (I7699)
|
| 3407 | Reiste til USA. (kilde1). | Byrknes, Harald Eilertsson (I1023)
|
| 3408 | Reiste ut som sjømann i 1900 (17 år gml.) | Hugøy, Herman Olai Olsson (I560)
|
| 3409 | Rekstad, gnr 25 bnr 81 under Søndre Strand, ble fraskylddelt i 1923 og Anna og Einar kjøpte eiendommen for 3.600 kr. | Family: Einar Olsen Strand / Anna Sanden (F5216)
|
| 3410 | Rektor i Arendal. | Gjessing, Gustav Antonio (I23432)
|
| 3411 | Rektor i Kristiansand | Winter, Hans (I7270)
|
| 3412 | Rektor på Hamar. | Horn, Carl Willoch Ludvig (I23642)
|
| 3413 | Rektor ved Kristiansands Kathedralskole. Da han giftet seg 1. gang var han adjunkt i Ålesund, 2. gangen var han rektor i Ålesund, Hanna Karoline var lærerinne i Ålesund. | Bassøe, Christian Birch-Reichenwald (I23282)
|
| 3414 | Rektor, senere borgermester i Kristiansand. | Rasch, Jens Jacobssen (I23609)
|
| 3415 | Res. kap i Drammen. | Bassøe, Laurits Andreas (I25836)
|
| 3416 | Res. kap til Sparbuen (Steinkjer). | Thulesius, Ole Audensen (I23538)
|
| 3417 | Ridder og høvedsmann. | Parsberg, Verner (I5532)
|
| 3418 | Ridder og høvedsmann. Lensmann Niels Eriksen Banner til Vinstrup var Fogd i 1422 i Nørre Herred på Mors. Han var Høvedsmann i 1447 i Aasborg og stamfar til slekten Banner, Asdal i Aust-Agder (like vest for Arendal). Rigsraad, var en Søn af Hr. Erik Thomsen til Vinstrup i Sjælland, hvis Hustru hed Ingerd Pedersdatter. Han arvede sin Fædrenegaard, til hvilken han alt skrives 1421; 1438 var han Rigsraad og Lensmand paa Skivehus og deltog da i Opstanden mod Kong Erik og i Kong Christoffers Indkaldelse, 1442 var han Lensmand paa Aalborghus, som han vistnok beholdt til sin Død. Aaret efter var han Ridder; efter en, dog noget upaalidelig, Angivelse skal han have faaet Ridderslaget ved den hellige Grav. Han nævnes sidste Gang som levende 1447. Hr. Niels var gift med Johanne Andersdatter, der førte et spraglet Panterdyr i sit Vaaben og var af samme Slægt som den fra Kong Christoffer II’s Tid bekjendte Drost Laurents Jonsen. I sin Ungdom blev hun voldtaget af Hr. Bonde Due, der dog ægtede hende. Da hun efter hans Død ægtede N. E., blev denne Ejer af hendes Fædrenegaard Asdal. Hun overlevede ogsaa ham i mange Aar, førte etstort Hus og nød saa stor Anseelse, at hun, i alt Fald efter Slægtebogsangivelser, havde Sæde i Rigens Raad og 1463 var "kongl. Høvedsmand" i Vendsyssel. Hundøde 1479 og blev begraven hos Hr. Niels i Dueholm Klosterkirke. Danmarks Adels Aarbog 1885, S. 47. | Banner, Niels Eriksen til Vinstrup (I1551)
|
| 3419 | Ridder og landdommer. | Vendelboe, Christiern Pedersen (I4182)
|
| 3420 | Ridder og riksred. | Bugge, Niels (I5731)
|
| 3421 | Ridder, rigsred og høvedsmann. | Bille, Bent Torbensen (I5446)
|
| 3422 | Ridder. | Trylle, Toke Palnesen (I4160)
|
| 3423 | Ridder. | Hvide, Anders Stigsen (I5689)
|
| 3424 | Ridder. Han ble myrdet 30.12.1358 i Middelfart. Han eide Nørre, Vosborg, Estrup, Spøtrup, Aastrup, Lundholm og Støvring. | Bugge, Nils Buggesen (I4188)
|
| 3425 | Rigsraad Holger Rosenkrantz til Boller, Rigsmarsk, Stattholder i Nørrejylland og lensmann på Skanderborg, Bygholm og St. Hans Kloster ved Horsens. Se http://runeberg.org/dbl/14/0238.html | Rosenkrantz, Holger Ottesen (I5520)
|
| 3426 | Rigsraad og til sidst Rigsmarsk, en af de betydeligste Førere for det lutherske Adelsparti paa Reformationstiden, var en Søn af Erik Andersen til Kokkedal og Asdal (Søn af den ovennævnte Anders B.) og Karen Gjøe. 1514 forlenedes han med Kalø Slot, som han beholdt til sin Død. Her modtog han i Aaret 1518 Gustav Eriksson (Vasa) som Fange, da Christian II paa en svigefuld Maade havde ført denne med sig fra Sverige. Fangen nød stor Frihed paa Kalø, men i Aaret 1519, da E. B. var stærkt optagen af Krigsudrustningerne til Christian IIXs nye Tog til Sverige, undslap han til Lybek, hvor E. B. forgjæves søgte at faa ham udleveret. E. B. maatte i Bøde til Christian II betale 1600 Gylden, en for den Tid stor Sum (o. 8000 Tdr. Rug), uden at det lykkedes ham senere at faa nogen Erstatning hos Kong Gustav, der mod E. B. paastod ikke at have givet noget Løfte om ikke at flygte. At der skulde have været noget Slægtskab mellem E. B. og Gustav Vasa gjennem den svenske Familie, der senere kaldte sig Banér, lader sig ikke paavise. I Forholdet til Christian II bragte dette dog ikke nogen Forandring; da Oprøret udbrød i Dec. 1522, sluttede E. B. sig til Mogens Gjøes Parti og søgte ligesom denne og sin ene Svoger, Oluf Nielsen Rosenkrantz, at mægle mellem Oprørerne og Kongen, medens hans anden Svoger, Tyge Krabbe, var Opstandens betydeligste Leder. Ligesom Mogens Gjøe opsagde E. B. ogsaa først Christian II Troskab, da Hertug Frederiks Hær stod i Jylland, og Kongens Tilhængere truedes paa Liv og Gods. Hans Navn findes derfor under Frederik IXs jyske Haandfæstning af 26. Marts 1523; samtidig optoges han i Rigsraadet, fulgte Hertug Christian og Johan Rantzau til Fyn, deltog ogsaa i Kjøbenhavns Belejring, men var dog mest i Jylland, hvor han var blandt de Rigsraader, Kong Frederik under sin Fraværelse havde indsat til Statholdere. Ligesom Mogens Gjøe sluttede E. B. sig tidlig til Reformationen og understøttede paa forskjellig Vis de luthersksindede Prædikanter, der fremstode paa flere Steder; i hans egen Sognekirke til Kalø blev saaledes Prædikanten Simon Skjønning Sognepræst. Det katholske Partis Forbitrelse ettedes derfor lige saa fuldt mod E. B. som mod Mogens Gjøe. Den bekjendte Lektor Poul Helgesen (Paulus Helie) ytrer om ham, at han ved sine Ansporinger drev Mogens Gjøe fremad. Under de Tiendeuroligheder, der fandt Sted i Jylland, viste Bønderne i Kalø Len sig ogsaa uvillige til at yde Bispetiender, saa at Kong Frederik maatte bede E. B. at skaffe Biskoppen i Aarhus hans Indtægter. Hos Almuen skal E. B. have været meget vel set. Da Christian IIXs Rustninger 1531 fremkaldte stærk Gjæring i Jylland, især mod den forhadte Mogens Munk, var det ogsaa ham og Mogens Gjøe, der ved deres Besindighed fik Gjæringen dæmpet. Efter Frederik IXs Død (10. April 1533) deltog E. B. i det jyske Raads Sammenkomst i Karup (1. Maj), hvor der blev truffet forskjellige Foranstaltninger til Jyllands Sikkerhed, og paa den storeHerredag, som holdtes i Kjøbenhavn angaaende Kongevalget, støttede han atter Mogens Gjøes Bestræbelser for at faa Hertug Christian valgt til Konge; han medbeseglede heller ikke Recessen af 3. Juli, hvori an søgte at lægge Hindringer i Vejen for den nye Læres videre Fremtrængen, og forlod til sidst tillige med Mogens Gjøe Herredagen, protesterende mod sin Svoger Tyge Krabbes og de øvrigeBispevenners Adfærd, der hindrede et Kongevalgs Afholdelse. E. B. var ogsaa blandt de Adelsmænd, der tillige med Mogens Gjøe bevægede Biskop Joachim Rønnov til atter at lade Hans Tausen vende tilbage til Kjøbenhavn. I Nov. s. A. var E. B. med som udsending til Hertug Christian i Anledning af Ratifikationen af Unionstraktaten med Hertugdømmerne og søgte tillige med Mogens Gjøe og ligesom det demokratisk-lutherske Partis Førere, Ambrosius Bogbinder og Jørgen Kock, at bevæge Hertug Christian til mod Rigsraadets Vilje at modtage den danske Trone, hvilket dog denne Gang strandede. Da Tiden til det nye Kongevalgs Afholdelse i Kjøbenhavn i Juni 1534 nærmede sig, holdtes der paa E. B.s Borg Kalø forskjellige Sammenkomster i Anledning af det forestaaende Valg. Men da Grevefejden pludselig udbrød, deltog han i Møderne i Ry Kirke 4. Juni og 4. Juli, hvor det jyske Raad erklærede sig for Hertug Christian, var derpaa Adelens Hovedfører under Clemensfejden, under hvilken formodentlig Asdal og Kokkedal (i Vendsyssel) gik op i Luer. Efter Adelens Nederlag ved Svendstrup organiserede han en Modstand i Randers, hvorved baade Kalø og i det hele Landet syd for Gudenaa reddedes. DaHertug Christian sendte Johan Rantzau til Jylland, indsattes E. B. tillige med denne til Befalingsmand over Krigsfolket i Jylland og blev efter ClemensX Nederlag i Aalborg indsat til Lensmand paa Aalborghus. Da der efter de haarde Straffedomme, som vare overgaaede Bønderne, atter viste sig en urolig Gjæring i Vendsyssel, blev E. B. tillige med Mogens Gjøe sendt her til for at berolige Stemningen. Han kom under disse Tilstande i et fjendtligt Forhold til Biskoppen her, Styge Krumpen, der var meget misfornøjet med den nyvalgte lutherske Konge og synes at have bidraget sit til Gjæringen; han beskyldes saaledes for at have forbudt Bønderne at udgive den paalagte Skat, han samlede dem paa inge og sagde om E. B.: «Ikke lader jeg hænge, ikke lader jeg stejle Folk, som han gjør». Herved sigtes maaske nærmest til den Skæbne, der overgik Skipper Clemens og andre af Bøndernes Ledere; men E. B. blev ham ikke Svar skyldig; han lod ham høre, at han under Fejden «var krøben i Skjuli Peder Ridemands Bagerovn». Nogen personlig Strænghed mod Bønderne spores ellers ikke hos E. B., der i det mindste tidligere altid siges at have været vel lidt af Almuen. Under Christian III vedblev E. B. at indtage en etydelig Stilling; 1538 fulgte han saaledes Kongen til det schmalkaldiske Fyrstemøde i Brunsvig, blev efter Tyge Krabbes Død 1541 Rigsmarsk og deltog samme Aar i Kongemødet i Brømsebro, hvor han første Gang siden Begivenhederne 1519 stod Ansigt til Ansigt med Kong Gustav. 1542 var han Anfører for de danske Tropper, der sendtes Kong Gustav til Hjælp i Anledning af Dacke-Fejden. 1547 sendtes han med flere andre Raader til Nürnberg for ved Mægling at søge at hindre Udbruddet af den schmalkaldiske Krig og vedblev at bruges i en ængde forskjellige Hverv lige til sin Død paa Kalø 28. Marts 1554. E. B. havde først været trolovet med Karen Rosenkrantz, Datter af Christian IIXs Hofmester Niels Eriksen R. til Bjørnsholm (i Kalø-Egnen) og Fru Birgitte Olufsdatter Thott til Vallø; da hundøde før Brylluppet, ægtede han senere hendes Søster Mette Rosenkrantz, d. paa Kalø 13. April 1533. I Jan. 1537 ægtede han derpaa Margrethe Gyldenstjerne, Datter af Henrik Knudsen G. til Iversnæs (Wedellsborg) m. m. og Fru Karen Bille, Søster til de bekjendte Brødre Mogens Gyldenstjerne og Knud Gyldenstjerne, Biskop i Fyn; hun døde kort efter Manden, 1. Dec. 1554, og blev ligesom han begraven i Torslev Kirke ved Kokkedal, hvor der findes en stor Ligsten med Billeder af ham og hans to Hustruer. Ved Arv, ved sine Giftermaal, ved Godskjøb og Mageskifter var E. B. bleven en af de rigeste Adelsmænd i Danmark; han ejede saaledes Asdal og Kokkedal i Vendsyssel, Højris paa Mors, Gjessingholm (Løvenholm) i Randers-Egnen, Rygaard i Sjælland m. m. X Det fortjener at bemærkes, at han uagtet sin fremragende Stilling som Rigsraad og Rigsmarsk aldrig udmærkedes med Ridderslaget, formodentlig fordi han som Protestant ikke selv har ønsket det. Af hans 7 Børn er den nedenfor nævnte Frants B. den mest bekjendte. - Med Navnet «Banner» skriver han sig først efter Forordningen af 1526 om Adelens faste Slægtsnavne. A. Heise, Fam. RosenkrantzX s Hist. II, passim. | Banner, Erik Eriksen (I4162)
|
| 3427 | Rigsraad, Søn af Henrik Knudsen G. (d. 1517), tjente først Kong Hans som Smaadreng, senere Kongens Svigersøn, Markgreven af Brandenborg, og derpaa Hertugen af Württemberg. Under Otte Krumpens Togtil Sverige 1520 førte han Rigsbanneret; i det blodige Langfredagsslag ved Upsala blev han haardt saaret, men reddet af den unge Peder Skram og fik Ridderslaget af Kong Christians egen Haand ved Kroningen i Stockholm. Kort efter rejste han udenlands, besøgte det hellige Land, hvor han efter Tidens Skik badede sig i Jordans Vande, og blev slaaet til «Ridder af den hellige Grav». Dels paa Hen-,dels paa Tilbagevejen besøgte han Cypern, Kreta og Rhodus, og da denne Ø netop paa denne Tid (Nov. 1522) fratoges Johanniterridderne af Sultan Suleiman II, er det vel ikke helt usandsynligt, at M. G. har deltaget i denne berømte Kamp. Da han paa Tilbagevejen i Aaret 1523 kom til Tyskland, fik han Underretning om Kong Christians Udjagelse. I et Brev til Kongen undskyldte han sig for at begive sig til denne, uden dog ligefrem at opsige ham Huldskab og Troskab; men da han ved sin Hjemkomst fandt hele sin Slægt i Kong Frederiks Tjeneste, gjorde han ligesaa, hvorpaa han 1527, i sit 42. Aar, sendtes til Norge i et vigtigt Hverv og indtager fra nu af en betydelig Stilling lige til sit 82. Aar. I Norge havde Kong Frederiks Magt hidtil været meget ringe. Paa Bergenhus sad Hr. Vincents Lunge som Statholder nordenfjælds, myndig og selvraadig; paa Akershus havde han faaet den svage og upaalidelige Hr. Oluf Galde indsat som Statholder søndenfjælds.Kong Christians Fribyttere gjorde Havet usikkert, og man ventede et Angreb paa Norge hvert Øjeblik. Da sendtes M. G. i Foraaret 1527 til Norge med en Flaadeafdeling; først skulde han rydde Havet for Skipper Clement og andre Fribyttere; derpaa skulde han løbe til Oslo og se, hvorledes han paa bedste Maade med Lempe kunde faa Akershus Slot i sin Magt, gribe Hr. Oluf Galde og skikke ham til Kjøbenhavn død eller levende; kunde han ikke med det gode faa Slottet i sin Haand, maatte han bruge Magt. Tillige fik han Breve med til det norske Raad om at overgive Slottet til ham; det hele skulde jo have Udseende af at gaa rolig og lovlig til; navnlig lyder det medgivne Brev til Hr. Oluf Galde helt anderledes end Instruktionen. Man benyttede heri den Brand, der nylig var overgaaet Akershus, som Paaskud til at faa Slottet fra ham, og Kongen lovede da til Gjengjæld at ville ramme Hr. Olufs bedste! Det var saaledes et meget vanskeligt, næsten slibrigt Hverv, der var lagt i M. G.s Haand; men han besad Egenskaber, der gjorde ham vel skikket hertil. Uforsagt Mod var hos ham forenet med stor Aandsnærværelse og en snild Opfindsomhed i Farens Stund. Han var ikke bange for at tage et Ansvar paasig, selv om han derved ikke saa nøje fulgte den Befalings Ordlyd, han havde faaet, naar han kunde naa det Maal, han ansaa for det bedste. Men ligesom hans Broder Knud hørte han Overgangstiden til og var i visse Henseender smittet af dens Mangel paa moralsk Fasthed; List og Lempe var han ikke bange for at bruge; over for sine Fjender var han en farlig og snu Modstander, over for sine Venner maaske ikke altid fuldt paalidelig. Hvervet lykkedes denne Gang for ham; han fik med Lempe Akershus i sin Haand og opnaaede ogsaa det norske Raads Anerkjendelse, men megen ond Omtale undgik han ikke. Vincents Lunge, der blev i høj Grad forbitret over, hvad der skete i Oslo, beskylder ham for under givet Lejde at have lokket Hr. Oluf Galde til sig og derpaa «taget ham ved Halsen». Dette synes dog at v¦re urigtigt; tvært imod lovede M. G. ham Erstatning i andre Len og sendte ham ikke til Danmark. Han beskyldtes derfor ogsaa af sine Uvenner i Kjøbenhavn for at have overtraadt sin Instrux; men da Hovedøjemedet var naaet, fik han let Tilgivelse herfor og indsattes til Befalingsmand i hele det søndenfjældske Norge. Som Lensmand paa Akershus gjennemskuede M. G. snart den norske Gejstligheds hemmelige Vedhængen ved Christian II's Sag. Med Kraft optraadte han som Almuens Talsmand mod Gejstlighedens formentligeOvergreb; selv bliver han under disse Forhold mere og mere «luthersk». Medens han 1530 under ét Ophold i Danmark endnu ytrede, at det gaar sælsomt til. med Guds Ords Tjenere der i Landet, skriverhan Aaret efter, at det kunde være meget godt, om de norske Biskopper, som da ventedes til Danmark i Anledning af en Herredags Afholdelse, kunde faa noget af Guds Ord at høre. Stadig frygtede han Angreb fra Christian II's Side, især da han erfarede, at Gustav Trolle forklædt som Bjærgmand hemmelig gjennemrejste Landet. Fra Danmark fik han dog stadig den Efterretning, at det paatænkte Angrebikke gjaldt ham, og da saa Sommeren 1531 var forbi, og Efteraarsstormene indfandt sig, følte han sig mere tryg og sendte en Del af sin svage Besætning omkring i Lenene for at indkræve Skatterne. Da kom Christian II uventet til Oslo 9. Nov. 1531; alt faldt fra; selv havde M. G. i Øjeblikket kun en Snes Mands Besætning i en til Dels forfalden Fæstning; thi han blev som Lensmand kun knapt underholdt af den sparsommelige Frederik I og havde selv maattet spæde godt til af sit eget for at udbedre det afbrændte Slot noget. Under disse Forhold tabte M. G. ikke et eneste Øjeblik Fatningen. Han satte sig i Forsvarsstand, saa godt han kunde, og nægtede at udlevere Fæstningen. Dog gik han (23. Nov.) efter Forslag fra Christian II's Side ind paa en Vaabenstilstand, saaledes at han skulde overgive Slottet til Kongen ved Midfaste, hvis han ikke inden den Tid fik Undsætning. Han sendte strax Bud til Danmark om at faa blot 40 Mand snarest; han skulde nok sørge for, at de kom ind paa Slottet, og virkelig lykkedes det ogsaa i en mørk Vinternat i Jan. 1532 at faa 40 Landsknægte indsmuglede, medens Christian II paa denne Tid med største Delen af sin Hær var draget til Vigen. M. G. begyndte strax Fjendtligheder; hævngjerrig, som han kunde være, hvorom ogsaa hans Breve vidne, afbrændte han strax det lige over for liggende rige Cistercienserabbedi paa Hovedøen, hvis Abbed havde sluttet sig til Christian II, og tugtede med Liv og Lyst Oslos frafaldne Borgere. Christian II betragtede ikke disse 40 Mand som en Undsætning og blev meget forbitret over M. G.s «Troløshed». En Undsætning, som i April forsøgtes af Peder Skram og Tile Giseler (ovfr. S. 22), mislykkedes paaGrund af Isforholdene; men endelig 7. Maj kom den store Undsætning under hans Broder Knud G. M. G.s tapre og snu Forsvar af Akershus fandt fortjent Anerkjendelse hos Frederik I, som derfor indsatte ham til Medlem af Krigskommissionen ved Broderens Side og i private Breve særlig anbefalede ham at tage sig af Sagernes Ordning; tillige opfordrede han ham til at søge at komme til Underhandling med Christian II's Landsknægte og faa Hæren opløst. Denne Opfordring fik stor Indflydelse paa M. G.s Holdning og bidrog meget til, at man indlod sig i Underhandlinger, ikke blot med Landsknægtene, men med Christian II selv, hvoraf Resultatet som bekjendt blev, at Christian II's Hær opløstes, og han selv førtes ned til Kjøbenhavn for nærmere at underhandle med sin Farbroder. At M. G. var meget ivrig for at opnaa dette Resultat, er sikkert nok, og er han her gaaet videre, end Kongens Breve til ham gave Anledning til, saa har han vel stolet paa, at det skulde gaa denne Gang som i Aaret 1527, da han fik Akershus i sin Magt, nemlig at man bagefter vilde godkjende, hvad han havde gjort. Selv drog han med Flaaden tilbage til Kjøbenhavn; thi han havde faaet et længe næret Ønske opfyldt, at forlade Norge, hvor han altid havde følt sig utilpas. Han forlenedes med Malmøhus, som han tiltraadte i Avg. s. A., og ægtede nu, i sit 48. Aar, Anne Sparre, Datter af Rigsraad Mourits S. til Svanholm (Skurupgaard), der allerede var tilsagt ham 1531. Derimod deltog M. G. ikke i Forhandlingerne i Kjøbenhavn om Christian II's Skæbne, hvorfor han ogsaa senere med Styrke fremhævede, at han ikke havde nogen Skyld i Lejdebruddet, som han synes athave misbilliget. Under Forholdene efter Kong Frederiks Død sluttede M. G. sig til Mogens Gjøe; han var saaledes blandt de Mænd, der udvirkede Hans Tausens Tilbagevenden til Kjøbenhavn, og var Mellemmand mellemJørgen Kock paa den ene og Mogens Gjøe og Erik Banner paa den anden Side under de Forhandlinger, der førtes om at sætte Hertug Christian paa Tronen. Men i Juni 1534, da Oprøret i Malmø pludselig udbrød, lokkedes han under Venskabs Maske til Jørgen Kocks Hus, hvor han blev tagen til Fange, og Malmøhus blev jævnet med Jorden. Under sit Fangenskab forfattede han et interessant Forsvarsskrift for sin Adfærd i Norge; det er som' næsten alt, hvad der skriver sig fra M. G.s flittige Pen, kvikt og livlig skrevet; med Styrke hævder han, at han altid har holdt sig Kong Frederiks Breve efterrettelig, og han omtaler lige saa lidt som hans Broder Knud med et eneste Ord den saakaldte mundtlige Kontraordre; men selvfølgelig gaar han let hen over de svage Punkter, og Skriftet maa benyttes med Kritik. Da Grev Christoffer fik Magten i Skaane, blev M. G. efter o. 2 Maaneders Fangenskab frigiven mod at slutte sig til denne og forlenedes med Lindholm og Falsterbo som Pantelen efter hans da afdøde Svigerfader. Da Greven fik Fyn i sin Magt, forlenedes M. G. med Hindsgavl og Hagenskov, sidstnævnte efter Reinwald v. Heidersdorf, der var gift med hans Broderdatter, ligesom han af Greven fikBrev paa hele Iversnæs, indtil hans Moder og Søskende gik Greven til Haande, selvfølgelig for at bevare Godset for Familien. I Slutningen af Aaret faldt han imidlertid ligesom hele den øvrige skaanske Adel atter fra Greven og sluttede sig strax til Christian III, der optog ham i Rigsraadet (inden 12. Febr. 1535). Han maatte efter Øxnebjærgslaget igjen opgive sine fynske Forleninger, men beholdt Lindholm og Falsterbo. Under den følgende Del af Grevefejden var han en af Hovedførerne i Skaane under Belejringerne af Lund, Landskrone og Malmø og har derpaa i Okt. 1536 som Rigsraad deltaget i de store Forhandlinger i Kjøbenhavn, der førte til Kongens Haandfæstning og den store Rigsdagsreces, hvorved Reformationen indførtes. Medens Knud Gyldenstjerne i den følgende Tid indtog en mere tilbagetrukken Stilling, steg M. G., der dog havde lige saa stor, om ikke større, Del i, at Oslooverenskomsten var bleven sluttet, fraden ene Værdighed til den anden. Som Rigsraad deltog han i mange forskjellige Møder baade i Ind- og i Udland; oftere var han Statholder eller Befalingsmand i Skaane og fik gode Forleninger (1542-49Dragsholm, 1549-54 Malmøhus, derpaa, da dette overgaves til Eiler Hardenberg som Hofmester for den unge Hertug Frederik, der nu fik sin Residens her, 1554-58 Laholm, 1558-67 Halmstad, foruden en DelKlosterforleninger og andre Herligheder). 1543 var han Anfører for en Flaade paa 40 Skibe, der krydsede i Nordsøen mod Hollænderne; hans egenhændige Dagbog over dette Togt er endnu bevaret og mærkelig ved, at Begyndelsen er skreven med Runer. 1548 ledsagede han Prinsesse Anna paa det store Brudetog til Sachsen som Dronning Dorotheas Hofmester, hvilket vistnok har givet Anledning til, at han i ældre Skrifter opføres som Rigshofmester, en Stilling, han dog aldrig opnaaede. Da man 1555 frygtede en Overrumpling af Krogen (Kronborg) og Landskrone, blev M. G. i Kongens Fraværelse indsat tilStatholder i Kjøbenhavn med vidtstrakt Fuldmagt, hvorpaa han fra Juni-Avg. sendtes til Nordsøen for at rense Havet for de mange franske og skotske «Søtyve», der færdedes langs de norske Kyster.Da Peder Oxe 1558 faldt i Unaade, fik M. G., der synes at have hørt til denne ærgjerrige Mands værste Fjender, derpaa hans Stilling som Statholder paa Kjøbenhavns Slot. I denne ansvarsfulde Stilling, som han beholdt til o. 1566, fik han en overordentlig stor Indflydelse i mange Retninger, og selv efter at Eiler Hardenberg ved Frederik II's Tronbestigelse var bleven Rigshofmester, træder denne saa vel som Rigsmarsken, den gamle Otte Krumpen, fuldstændig i Skygge for M. G. Under den kort efter udbrudte Syvaarskrig er det Kjøbenhavns Statholder, der maa sørge baade for Udrustningen af Flaaden og for Hærens Proviantering og Forplejning, foruden at en Mængde andre Sager stadig gik gjennem hans Haand. Den nu o. 80aarige Mand synes dog ikke at have været denne Stilling fuldt voxen, selv om de store Mangler, der viste sig i Hærens Forplejning og i hele Krigsførelsen, for en Del maa søges i hele den daværende Administrations Ynkelighed. Klagerne lyde stadig fra Hærens Førere, især Daniel Rantzau og Krigskommissærerne, Rigsraaderne Steen Rosensparre og Peder Bille; den indholdsrige Brevvexling, som i den Anledning førtes mellem dem og M. G., er en af de vigtigste Kilder til Syvaarskrigens Historie. Kongens Vrede synes ogsaa ved flere Lejligheder at være kommen til Udbrud mod den gamle Statholder, og til sidst førte al denne Ynkelighed til, at man kaldte Peder Oxe tilbage, hvorpaa denne i Slutningen af 1566 eller Begyndelsen af 1567 afløste M. G. som Statholder og kort efter blev Rigshofmester. M. G. var da o. 82 Aar gammel og henlevede sine sidste Aar i Ro for Statssager, men ikke for Familiesorger. Anne Sparre var pludselig død 1. Avg. 1564; skjønt M. G. først giftede sig i sit 48. Aar, fik de dog 22 Børn. Han sørgede paa bedste Maade for deres Opdragelse, og flere af Sønnerne studerede i Wittenberg under Reformatorernes Opsyn; men hans Sønner Frands og Henrik stredes endnu i Faderens Dødsaar med den gamle, svage Mand om Besiddelsen af deres Arv, saa Frederik II i et af sine bekjendte hvasse Breve maatte true Sønnerne med de haardeste Straffe, hvis de ikke lode deres gamle Fader i Fred. For øvrigt efterlod M. G. en betydelig Godsrigdom til sine Børn. Foruden Gyldenstjernernes Ejendomme Iversnæs, hvori han dog 1548 afstod sin Andel til sin Broder Christoffer, og Restrup, hvori han fik Del efter sine Søskende, havde han med sin Hustru faaet Del i Svanholm og Bjersgaard i Skaane. 1540 havde han af Kronen kjøbt Tommerup i Skaane med betydeligt tilliggende Gods, og 1546 fik han af Kronen det tidligere Bispelen Fultofte i Skaane med betydeligt Gods som Vederlag for sin Part af den svenske Adelsmand Niels Bielkes i Danmark inddragne Gods, som hans Fader, Henrik G., i sin Tid havde erhvervet sig. Omtrent fra 1557 af skriver han sig til «Stjærnholm», vistnok det samme som det af ham ombyggede Tommerup. Hans Bestræbelser for at komme i Besiddelse af det store Gods i Skaane, der tilhørte hans Hustrus Slægtning den svagelige Axel Rosenkrantz og dennes umyndige Søn Claus, mislykkedes derimod, og den gamle M. G. maatte til sidst med Sorg se paa, at disse Ejendomme kom i hans «Ven» Peder Oxes Haand. Han viste sig i hele denne Sag og i sin Adfærd mod den med disse Personer beslægtede Peder Christensen Dyre (IV, 378) som en meget snild, men farlig Ven og overordentlig godskjær Personlighed, som det ikke var raadeligt at komme i Lag med. M. G. døde 8. Okt. 1569 i Kjøbenhavn, noget over 84 Aar gammel. Saaledes siges i Ligprædikenen, som 6. Marts 1570 holdtes i vor Frue Kirke af Niels Hemmingsen (efter mindre paalidelige Kilder dXXde han 9. Okt., 88 Aar gammel). Ingen skal dog kunne beskylde Niels Hemmingsen for at have rost den gamle Mand, der havde ført et saa indholdsrigt Liv og trods sine mange Skyggesider dog var en fremtr¦dende Personlighed, for meget. Ikke med et eneste Ord nævnes han i den lange Prædiken; kun roses han i den vedføjede korte Levnedsbeskrivelse i al Almindelighed for Gudsfrygt, og denne er næppe forfattet af Niels Hemmingsen. | Gyldenstierne, Mogens Henriksen (I5470)
|
| 3428 | Rigsraad, Søn af ovennævnte Henrik Knudsen G. (d. 1456), blev slaaet til Ridder ved Christoffer af Bajerns Kroning 1443 og tjente siden som Hofsinde ved denne Konges Hof. Lidt inde i Christian I's Tid kom han ind i Rigsraadet, endnu medens hans Fader var dettes ældste Medlem; Faderen døde dog lige efter, og selv vides K. H. ikke at have spillet nogen politisk Rolle. Endnu ung døde han 1467 og blev begravet hos St. Hansbrødrene i Odense; hans Hustru, Hilleborg Ottesdatter Skinkel, overlevede ham og døde først 1494. Denne Mand, hvis Levnedsløb er saa lidet mærkeligt, har dog opnaaet en vis Navnkundighed, i det man har tillagt ham den Tanke at blive Danmarks Konge efter Christoffer af Bajerns uventede Død 1448. Huitfeldt fortæller derom, at da Svenskerne havde valgt sig en Særkonge i Carl Knutsson, «bleve de danske foraarsagede at se dennem og om efter en Herre og Konge; paa de Tider var en af vore danske Riddere, som havde gjort sig stor Forhaabning derpaa, hvis Navn skal forblive her uformeldt». Huitfeldts Kilde er i dette Tilfælde som saa ofte Svaning, der heller ikke nævner Ridderens Navn;dette erfarer man derimod af Cornelius Hamsfort, som fortæller herom i sin Biografi af K. H.s Sønnesøn og Navne, Biskoppen af Odense. Det er altsaa en Slægttradition i Familien Gyldenstjerne; dogses den kun at have gaaet ud paa, at Enkedronning Dorothea skulde have haft Lyst til at ægte K. H. Selv i denne formindskede Skikkelse er Sagnet meget usandsynligt; K. H. var i alt Fald allerede 1446 forlovet med sin senere Hustru, og dette gjør jo Dronningens Ønske lidet troligt og vanskelig opfyldeligt. Hvorledes det end forholder sig hermed, tør man vistnok med fuld Sikkerhed sige, at der aldeles ikke var Tale om at gjøre den unge K. H. til Danmarks Konge; det vilde stride fuldstændig mod hele Tidsalderens Tænkesæt, og naar man har henvist til, at Adelsmanden Carl Knutsson dog blevtaget til Konge i Sverige, vare Forholdene her jo i alle Maader anderledes end i Danmark. Hvad nyere Forfattere have udmalet om den danske Tronprætendent i 1448, er da ganske løse og usandsynlige GXXtninger. | Gyldenstierne, Knud Henriksen (I5529)
|
| 3429 | Rigsraad, var en af de rigeste og anseteste danske Adelsmænd i det 15. Aarhundrede. Efter sin Fader, Niels Eriksen B., havde han arvet Vinstrup i Sjælland, efter sin Moder, den bekjendte rige Fru Johanne Andersdatter, arvede han den gamle Herregaard Asdal, og ved sit Giftermaal med Kirsten Eriksdatter Gyldenstjerne, Enke efter Gotskalk Andersen til Kokkedal, fik han sidstnævnte Hovedgaard; desuden ejede han flere mindre Hovedgaarde, Højris, Assendrup, Drefsholm osv. 1452 nævnes han alt som Ridder og Medlem af Rigens Raad, 1470 var han Lensmand paa Aalborghus, hvortil Slægten blev stærkt knyttet, i det ikke blot hans Fader havde haft dette Len, men hans Søn og Sønnesøn fik det senere. Under Kongens Ophold i Norge 1486 indsattes Hr. Anders til tillige med Bispen i Ribe og Oluf Mortensen Gyrstinge at lede Regeringen i Jylland saa længe, men inden Aaret var omme, døde han. Efter Fru Kirstens Død havde han ægtet Sophie Mogensdatter Galt. Bekjendte ere hans vidtløftige Processer, bl. a. med Provsten i Børglum og Prioren i Hundslund Kloster, der endog udvirkede en pavelig Bandsættelse mod ham, af hvilken dog Kongen og Rigens Raad dømte ham løs. Danmarks Adels Aarbog 1885, S. 47. | Banner, Anders Nielsen (I1556)
|
| 3430 | Rigsraad, var en Søn af Bent B. til Solbjærg og Allinge og Ingerd Torbernsdatter (Galen). Foruden Allinge, som han arvede efter sin Fader, ejede han Søholm og Skullerupholm, som han med meget mere Jordegods fik af sin Frues Morbroder, Hr. Steen Basse, samt Svanholm, som han kjøbte 1452, og Egede, som han giftede sig til. Han var alt 1440 en anset Mand, thi han har dette Aar forseglet det slesvigske Lensbrev. 1442 var han Ridder. I Aaret 1450 sendtes han med en Del andre Rigsraader til Mødet med de svenske i Halmstad. Kort efter nævnes han første Gang som Lensmand paa Abrahamstrup, hvilket Len først 3 Aar efter hans Død blev indløst fra hans Enke. T. B. døde 25. Nov. 1465 og blev begraven i Antvorskov Kloster. Han var 2 Gange gift, 1. med Beate Axelsdatter (Thott), Søster til de berømte 9 Axelsønner; da hun var død i første Barselseng, ægtede han Sidsel Ovesdatter Lunge til Egede, ved hvem han blev Fader til 14 Børn og Stamfader til hele den senere, talrige Bille-Slægt. Hun døde først 1503. Wegener, Abrahamstrup I, 22 ff. Thiset. | Bille, Torben Bentsen (I5445)
|
| 3431 | Rigsraad, var en Søn af Peder M. til Holbækgaard. Han nævnes som Væbner 1394; 3 Aar efter var han Ridder og fremtræder som en af de mere fremragende Mænd i Jylland. 1401 nævnes han som Lensmand paa Aalborg; 1406 indløste Dronning Margrethe af ham Galten Herred, som han havde haft i Pant for 700 lødige Mark; men s. A. blev han forlenet med baade Kolding og Bygholm, og det sidste Slot, derlaa tæt ved hans Fædrenegaard Boller, fik han paa Livstid. Han var ogsaa Medlem af Rigens Raad og optræder i denne Egenskab endnu 1409, da der sluttedes et Forbund med Ditmarskerne. Aaret efter anførte han sammen med Henneke Skarpenberg en Hærafdeling, der langs Vestkysten drog ned i Sønderjylland, samtidig med at Kong Erik selv erobrede Ærø og landede paa Als; ved Eggebæk mødtes Jyderne dog af Holstenerne under Grev Adolf af Schaumburg, og denne vandt en blodig Sejer; blandt de faldne var ogsaa M. M. (12. Aug. 1410). Det hed sig senere, at Dronning Margrethe, skjønt M. M. lod sit Liv for hendes Skyld, bag efter tog alt, hvad han efterlod af Guld og Penge; dog bevistes det, at hun havde tilbagegivet hans Arvinger i det mindste en Del af, hvad hun havde lagt Beslag paa. | Munk, Mogens Pedersen (I5558)
|
| 3432 | Rigsraad. | Parsberg, Tønne (I5528)
|
| 3433 | Rigsraad. Albert F. til Haraldskjær (av Skaktavl-Friisernes slekt) sønn av Iver Friis til Haraldskjær (d. 1557) og Sophie Albertsdatter Glob. Han blev Hofjunker ca. 1566 og var 1567-68 med på Daniel Rantzaus berømte tog til Sverige. Han var 1569-81 lensmann på Sebber Kloster, 1580-94 på Riberhus, 1595-96 på Vestervig Kloster, 1596-97 på Aakjær og 1597-1601 igjen på Riberhus, desuten hadde han mindre forleninger av Skarpenbergs Gods på Mors (1581-94) og Tørrild Herred med Jellinge Birk (1588-97). 1581 fikk han sete i Riksrådet. 1594 ble han sendt sammen med Christoffer Valkendorf til Gulland for å avgjøre Rettstretter og undersøke forholdene på øyen. | Friis, Albert Iversen til Haraldskær og Hvolgård (I5523)
|
| 3434 | Rigsraad. Født i Vosborg, Ulfborg. Hovedmann i opprøret mot kong Christian I. | Podebusk, Predbjørn (I5459)
|
| 3435 | Riksfriherre til Haltorff (Holdorf). | Schmettau, Carl Fredrik (I23397)
|
| 3436 | Riksgreve. Kommanderende general i Norge. | Schmettau, Waldemar Hermann (I23398)
|
| 3437 | Riksråd og ridder. | Rød (Banner), Til Jestrup, Niels (Brune Erik) til Jerstru (I9979)
|
| 3438 | Riksråd, Gabriel G. til Restrup (mellom Aalborg og Nibe). Lensmann på Københavns Slott 1535-36, deretter til sin død på Ørum i Thy som var det siste lenet han hadde i pant. Frem til 1544 hadde han også Hundslund Kloster i forlening. 1536 deltog han i de forhandlinger som førte til det biskoplige slott Silkeborgs overgivelse til Kongen. I 1543 - under grevefeiden - var han en av de kommissærer som forhandlet med de jyske bøndene, som hadde sluttet seg til skipper Clement, om tilbakeføring av deres gårder. 1548 fulgte han prinsesse Anna til Sachsen. Han fikk setei Riksrådet ca. 1549. Han var en velstående mann som ofte måtte hjelpe regjeringen med lån. | Gyldenstierne, Gabriel (I5474)
|
| 3439 | Rittmester ved dragonerne, Mustorp i Eidsberg. | Rasch, Michael (I23278)
|
| 3440 | Rittmester ved Næsiske eskadron. | Müller, Laurits Hansen (I23455)
|
| 3441 | Rittmester. | Michelet, Paul (I23300)
|
| 3442 | Robert fikk skjøte av sin farbror Johan. De hadde tatt Robert til seg som fostersønn da de ikke hadde barn selv. Etter folkehøyskole og landbruksskole dro han til Lofoten som trandamper og ble senere stryrer for trandamperiet på Balstad. Hjemme bygde de opp en stor pelsdyrfarm. | Skylstad, Robert Sverre Jakobsen (I12481)
|
| 3443 | Rodemester og overopsynsmand. 01-05-1892: Blegdamsvej (Blegdammen) 1 03-03-1894: Korsgade 12, 2. sal 01-11-1894: Læssøesgade 8B, 3. sal 01-05-1898: Nørrebrogade 154, 3. sal 01-11-1904: Dosseringen (Nørrebros Dossering-Peblinge Dossering) 28, 2. sal 01-05-1905: Dosseringen (Nørrebros Dossering-Peblinge Dossering) 22, stuen 01-05-1906: Haderslevgade 5, 2. sal | Funder, Thomas (I11719)
|
| 3444 | Rognald var visstnok fra Kvamsøy skipreide. Han drev bruk 49 på gården Verkland (gnr 54). | Verkland, Rognald Iffuerson (I2714)
|
| 3445 | Rolf overtar gården Rustad østre (Kråkstad) i 1786 etter sin far Ole Tostensen. | Olsen, Rolf Rustad (I1172)
|
| 3446 | At least one living or private individual is linked to this note - Details withheld. | Living (I3297)
|
| 3447 | Rolstethe i Odense. | Skinkel, Borquard (I5547)
|
| 3448 | Rosencrantz var riksråd 1616och deltog i denna egenskap i mötet i Halmstad mellan Nordens båda kungar 1619.Han hade med största iver studerat 1590 i Rostock och Wittenberg, särskilt teologi, och, skriver Emil Elberling i Nordisk Familjebok, "genomträngdes tidigt af kristligt allvar,så att han lade mera vikt vid ett djupare bibelstudium än vid dogmatiska stridsfrågor och i synnerhet kräfde personlig fromhet och sedligt lif". Rosenkrantz arbetade även för en bättre undervisning både vid Köpenhamns universitet och vid de lärda skolorna samt upprättade själv på Rosenholm en särskild skola för unga adelsmän ochpräster, som han sökte vinna för sin egen uppfattning. Djupt nedslagen av krigets olyckor, drog han sig 1629 tillbaka till Rosenholm,där han ägnade sig åt andaktsövningar och teologiska studier. Han brevväxlade dessutom med många utländska vetenskapsmän och fick tillnamnet "den lärde". Rosenkrantz författade en mängd religiösa avhandlingar och Uppbyggelseskrifter, som dels spreds genom avskrifter, dels trycktes i Tyskland ochHolland för att undgå den teologiska censuren. Hans asketiska inriktning medförde nämligen avvikelser på fleraviktiga punkter från den vid universitetet rådande stränga lutherdomen, så att han bland annat framhöll förtjänsten av goda gärningar mer än kyrkan gillade. En formell anklagelse väcktes mot honom, då han 1636 i företalet till "Fürstenspiegel" (av hertig Albrekt av Preussen) öppet uttalade sina åsikter, och han måste på kungens (Kristian IV) befallning avge en utförlig förklaring, "Veritas viæ vitæ æternæ" (1637). Striden avstannade likväl inte därigenom, och det var endast Rosenkrantz samhällsställning, som skyddade honom mot verklig förföljelse. | Rosenkrantz, Holger Jørgensen (I6862)
|
| 3449 | Rosenkrantz studerade i Wittenberg1539-44 och tjänade hos kurfursten Morits av Sachsen 1547-51. Riksråd sedan 1563, användes han vid flera viktiga underhandlingar, somfredsslutet i Stettin 1570 och förlikningen med de slesvigska hertigarna i Odense 1580. Under Kristian IV:s minderårighet, 1588-96, var han medlem av förmyndarregeringen och prisades för den stränghet och opartiskhet,med vilken han övervakade lagarna. Därjämte var han en varm vän av vetenskapen och understödde Tyko Brahe. Släktens huvudgård,Rosenholm, uppfördes av honom 1559-69. | Rosenkrantz, Jørgen Ottesen til Rosenholm (I6860)
|
| 3450 | Rutebilsjåfør i Olsvik. | Langva, Odd Peter (I13190)
|