| Notes |
- I 1845 er Holger 45 år. Han er oppgitt som Kammerherre, Ridder af Dannebrogen, Dannebrogsmann, Kommandeur af den belgiske Leopolds og af den franske Æreslegions Orden. Medeier til Palsgaard. [1]
- Reedtz, Holger Christian, 1800-57, Diplomat, Minister, var ældste Søn af Niels Juel R. til Palsgaard (f. 1771 d. 1830) og Catharine Sophie Vilhelmine f. Benzon (f. 1773 d. 1854) og fødtes 14. Febr. 1800 i Odense. Han fik en meget omhyggelig Undervisning, og som ung Student (dimitteret 1818 fra Odense Kathedralskole) gjorde han sig bemærket ved 1821 at vinde Universitetets Guldmedaille for en Prisafhandling om de Lande paa Østersøens sydlige Kyst, som erobredes af Valdemarerne.
Efter at have underkastet sig juridisk Examen 1823 fortsatte han sine historiske Studier, og foruden mindre Artikler i Tidsskrifter udgav han den fortjenstfulde «Recueil historique et chronologique des traités de la couronne de Danemarc», som udkom i Gøttingen 1826.
1827 sendtes han tillige med Legationssekretær M. P. Hvass til München for at undersøge det i det derværende Rigsarkiv fundne, af Christian II bortførte Arkiv; af deres Afskrifter blev der trykt 10 Ark, men dermed standsede Foretagendet, og det trykte udkom aldrig. Efter sin Hjemkomst ansattes han, der 1824 var udnævnt til Kammerjunker, som Volontær i Departementet for udenrigske Sager 1828, avancerede 1831 til Sekretær (blev Kammerherre 1840), men tog Afsked 1842, fordi Christian VIII, medens Ministeriet søgte Sveriges Medvirkning til en Afløsning af Øresundstolden, bag dets Ryg skrev til Gesandten imod en Afløsning. R., der særlig behandlede denne Sag, vilde ikke tjene under saadanne Vilkaar. Han trak sig tilbage til Palsgaard, som han havde arvet efter Faderen, og beskæftigede sig der særlig med Astronomi, korresponderede med Schumacher i Altona og skrev i «Astronomische Nachrichten».
Som Sædegaardsejer indvajgtes han i Febr. 1847 i den viborgske Stænderforsamling og designeredes til Suppleant i «de erfarne Mænds» Forsamling efter Reskriptet af 28. Jan. 1848, men som bekjendt traadte denne aldrig sammen, og han kom ikke til at deltage i den viborgske Stændersession 1848, da han imidlertid var gjenindtraadt i Statstjenesten.
Samme Dag, Dankwart (IV, 176) tog Afsked, 8. April, var R. nemlig udnævnt til Depechesekretær med Bemyndigelse til at modtage de fremmede Gesandter, naar Ministeren var fraværende. Men han anvendtes særlig til extraordinære Missioner. I Juni var han i London for sammen med Pechlin at instruere Gesandten, i Juli og Avg. deltog han i Vaabenstilstandsforhandlingerne i Malmø, derefter forhandlede han med Wrangel i Hertugdømmerne og med Dønhoff i Berlin, men her var han ikke heldig, i det han stillede Indrømmelser i Udsigt, som Regeringen ikke godkjendte, og undertegnede den fordærvelige
Erklæring af 27. Sept. I Slutningen af Maj 1849 var R. paa ny i Berlin for at underhandle om Fredspræliminærer. Her fra skrev han hjem, at det var absolut nødvendigt for den diplomatiske Situation, at Danmarks militære Overlegenhed over Slesvig-Holstenerne konstateredes, og han blev saaledes medvirkende Aarsag til Udfaldet fra Fredericia 6. Juli. Da han fik Underretning om Sejeren, før denne blev almindelig bekjendt, benyttede han resolut sin Kundskab til at faa Præliminærer og en Vaabenstilstand undertegnede 8. og 10. Juli. Man havde i Kjøbenhavn ventet bedre Vilkaar, og R. havde overskredet sine Instruxer, men havde han ikke gjort, hvad han gjorde, var vor militære og
diplomatiske Stilling vistnok bleven meget mislig. Hverken Regeringen eller den offentlige Mening var imidlertid tilfreds med hans Egenraadighed, og det var ogsaa kun paa Pechlins udtrykkelige Begjæring, at R. medgaves ham som 2. befuldmægtiget ved Fredsforhandlingerne i Berlin i 1850. Disse førtes vel væsentlig af Pechlin, men R. gjorde dog ikke ringe Gavn. I Brev til Madvig skriver Scheel om ham: «R. er uden Tvivl en ret fin Diplomat. Han forstaar godt at holde Pechlin tilbage, naar denne bliver for ivrig - Han véd godt at pumpe Efterretninger og Meninger - de sidste vel ikke altid ganske oprigtige - ud af Folk og har altid en Vittighed paa rede Haand for at blive fri for at svare paa et ubekvemt Spørgsmaal.» Scheel kunde sikkert have tilføjet til denne Beskrivelse, at naar R. behøvede at vinde Tid for at besinde sig, greb han, som hans Vane var, til det gamle diplomatiske Universalmiddel og fyldte sin store Næse med en utrolig Mængde Snus.
Efter sin Hjemkomst overtog R. 14. Juli den Stilling i Udenrigsministeriet, som Chr. H. Bille (II, 218) havde beklædt siden Sept. 1849, og da Grev A. W. Moltke ønskede at fratræde Udenrigsministeriet, udnævntes R. til hans Efterfølger 6. Avg. 1850. R. var vel ikke noget hurtigt Hoved eller en aaben og frejdig Karakter, der vækker Sympathi, og en vis affekteret Originalitet kastede stundum et Skjær af Excentricitet over hans Personlighed; men han var en brav, forstandig og selvstændig Mand og havde mange Betingelser for denne Post. Som regulær Diplomat besad han fuldt Kjendskab til Former og Forretningsgang, var personlig kjendt og velset ved de fremmede Hoffer og sine Kolleger i Ministeriet langt overlegen i Forstaaelse af den almindelige politiske Stilling i Evropa. Men han var ikke blot decideret Helstatsmand og stærkt konservativ, han manglede Forstaaelse af andre Synsmaader, der, om de end ofte vare ensidige og til Dels uigjennemførlige, dog havde Krav paa at tages med i Beregning. Han savnede ogsaa Evne til at skaffe sine Anskuelser Indgang - han udtrykte sig med Vanskelighed, og selv hans Mæle var ham imod -, skjønt Medlem af Landstinget 1849-51 deltog han aldrig i den offentlige Forhandling, og han indlod sig sjælden i nogen nærmere Tankeudvikling med sine national-liberale Kolleger i Ministeriet, som han tvært imod oftere frastødte ved et saarende og hensynsløst Væsen. Hans Indflydelse i Statsraadet var derfor kun ringe. Forgjæves modsatte han sig Notabelprojektet, som det da paa hans Forslag overdroges Grev Sponneck selv at anbefale i Wien og Berlin. Hvis han virkelig den Gang forudsaa Virkningenaf denne Sendelse og senere med Hensigt virkede hen til, at Valget af Notablerne blev, som det blev, viste han unægtelig ved denne
Lejlighed stor Behændighed i at naa sit Ønske, at bringe Notabelprojektet til at strande. Paa samme Tid truede Misfornøjelsen med den danske Styrelse af Slesvig med at berøve os endog Ruslands Støtte, og man besluttede derfor, at R. skulde søge Kejser Nicolaus i Warschau for at bibringe ham et retfærdigere Syn paa Personer og Forhold i Kjøbenhavn. Nødig paatog han sig denne Mission, hans Bestræbelser lykkedes i alt Fald ikke, og i Slutningen af Juni 1851 vendte han tilbage og meddelte sine Kolleger i Statsraadet, at han ikke kunde vedblive som Udenrigsminister, da de 3 nordiske Hoffer «ikke nærede nogen Tillid til den danske Regering i dens daværende Sammensætning». Ministeriet demissionerede 28. Juni, og 13. Juli rekonstrueredes det i mere helstatlig Retning. Saaledes havde R., der beholdt Udenrigsministeriet, foreløbig sejret, men dette forøgede kun Vanskelighederne for ham, thi Magternes Fordringer stege, jo mere de ansaa ham for nu at være Herre overSituationen. Det var han imidlertid langtfra, og da han end ikke i Ministeriet, end sige i Rigsdagen, var i Stand til at opfylde de Forlangender, der stilledes til ham, til Dels ikke uden Anledning tidligere given af ham selv, og da han ikke var i Besiddelse af den Smidighed og Kombinationsevne, der udfordredes for at klare denne vanskelige Situation, afløstes han af Bluhme som Udenrigsminister 18. Okt. 1851.
Hermed var R.s politiske Rolle udspillet, thi vel udnævntes han til Medlem af Rigsraadet af 26. Juli 1854 og gik saaledes somkongevalgt Medlem over i Rigsraadet af 2. Okt. 1855, men han entledigedes efter Ansøgning i Febr. 1856. Han havde trukket sig tilbage til Palsgaard, hvor han gjenoptog sine astronomiske Liebhaverier, udnævntes til Formand i Kommissionen for Opførelsen af et astronomisk Observatorium i Altona 1853 og byggede sig selv et Observatorium paa Palsgaard. Der døde han 6. Febr. 1857.
Han var bleven udnævnt til Gehejmekonferensraad 1852 og havde faaet Storkorset 1850. Han var 16. Febr. 1848 bleven gift med Asta Tugendreich Adelheid comtesse Krag-Juel-Vind-Frijs (f. 1826 d. 1890), som i April 1858 paa ny indgik Ægteskab med N. F. S. Grundtvig (VI, 231).
Erslew, Forf. Lex.
Madvig, Livserindringer S. 196. 198. 328.
M. H. Rosenørn, Livsminder S. 38. 73 ff.
Allg. Deutsche Biographie XXVII.
P. Vedel [3]
|
Våre slekter
1800 - 1857 (56 years)
[1, 2, 3] 