| Notes |
- Brahe, Sophie, 1556-1643, Datter af ovennævnte Otte B. til Knudstrup (d. 1571), var ikke blot kjødelig Søster til Astronomen Tyge B., men var ham tillige i høj Grad aandelig beslægtet, ligesom hun var knyttet til ham ved en inderlig Kjærlighed og en dyb Forstaaelse. Tidlig opnaaede hun en ualmindelig Aandsdannelse, og har hun end ikke selv forfattet den latinske Text til det berømte Digt («Urania Titani»), som er skrevet i hendes Navn, saa vare Tankerne deri dog hendes. Ved Paavirkning fra Broderen blev Naturvidenskaben hendes Yndlingssysselsættelse. Han fortæller et Sted, hvorledes hun 17 Aar gammel hjalp ham med at observere
en Maaneformørkelse.
1577 ægtede hun Otte Thott til Eriksholm i Skaane. Af dette Ægteskab fødtes 1580 den siden navnkundige Tage Ottesen Thott («Skaanes
Konge»). Efter at S. B. 1588 var bleven Enke, delte hun sin Tid mellem Omsorgen for sin lille Søn, sin Have, der skal have været et Vidunder i Norden ved sine sjældne Planter og sindrige Anlæg, og sine Studier. Hun var kyndig i Lægevidenskaben og øvede den i Praxis, Kemien var hun godt hjemme i og meget hengiven til, og Astrologi dyrkede hun med en Iver, der endog af Broderen betegnes som overdreven. Hun havde selv den største Tillid til dens Resultater og var en Mester i at stille Nativiteter. Jævnlig besøgte hun Broderen paa Hven, men til sin Ulykke gjorde hun her Bekjendtskab med en ung Herremand fra Jylland, Erik Lange til Engelsholm, der ganske delte hendes Interesser. De bleve forlovede o. 1590; men derved blev det ogsaa indtil videre; thi Erik Lange kastede sig, understøttet af S. B., saaledes ind i Guldmageriet, at han bortdestillerede alt, hvad han ejede, og paa det nærmeste ogsaa hendes med, saa at han for at undgaa sine Kreditorer maatte søge ud af Landet i Haab om der bedre at nemme Guldmagerkunsten.
Ene sad S. B. nu tilbage med Sorg og Savn, medens pekuniære Vanskeligheder taarnede sig op om hende. Hendes Slægtninger gjorde deres Hjælp afhængig
af, at hun skulde skille sig af med Erik Lange; men trofast, som hun var, vilde hun intet høre derom. Da hendes «gode Broder», som hun gjærne kaldte Tyge B.,
1597 forlod Danmark, og da hendes Søn 1599 ogsaa rejste ud for at søge Uddannelse, blev hun dobbelt enlig stillet. Syg af Sorg og Græmmelse kunde hun ikke længere udholde den sørgelige Ensomhed, men rejste bort i den Hensigt at opsøge sin Søn og forlovede og mulig finde Lægedom ved et udenlandsk Bad. Pengenød holdt hende imidlertid fast i Slesvig; men her traf hun Erik Lange; fattig og elendig var han, men det var dog ham, hun havde ventet paa, og hun lod sig derfor vie til ham i Ekernførde 1602. «Vil man sige, at saaledes naaede hendes trofaste Kjærlighed det Maal, hvorefter den gjennem lange Prøvelser havde tragtet? Vel sandt, men hun var imidlertid bleven 46 Aar gammel, og Udsigterne vare i alle Henseender slette. Under Sorg, Savn og Venten var Ungdommen gaaet hen. Da endelig Haabet gik i Opfyldelse, og Lønnen skulde blive hende til Del, var Haabet vissent og Lønnen fuld af Bitterhed» (J. L. Heiberg). Ikke længe efter skrev hun et langt Brev - et af de mærkeligste, vor Litteratur ejer - til sin Søster Fru Margrethe Brahe, Enke efter Christen Skeel til Fussingø. «I dette Brev opgjør hun, saa at sige, sit moralske Mellemværende med sin Slægt, der saa ofte havde bebrejdet hende, at hun ikke rettede sig efter dens Vilje, og som derfor tilføjede hende saa mange ubillige Krænkelser.»
Erik Lange kunde ikke blive i Hjemmet; han skal være død i Prag, hvor han vistnok har villet bevæge Kejser Rudolf til at støtte hans uldmageri. Har S. B. fulgt ham? Vi vide det ikke. Et Sagn fortæller, at en Dag gik nogle unge Adelsmænd over Torvet i Prag, deriblandt Tage Thott til Eriksholm. Der sad en fattig Kone og solgte et og andet, det var hans Moder. I mange Aar høre vi intet om S. B., indtil hun 1630 var med at udstede et Dokument om, at Tyge B.s Børn vare ægtefødte. Senere forekommer hun som boende i Helsingør. Skjønt højt oppe i Aarene havde hun bevaret sin Aandsfriskhed og betragtedes som en mærkværdighed fra en svunden Tid. Fra Alkemien havde hendes Interesse vendt sig til en mindre farlig Videnskab, nemlig den adelige Slægthistorie, i hvilken hun med sine rige Minder synes at have været en Avtoritet. Hun døde, 87 Aar gammel, 1643.
Danske Mag. II, 194. III, 12 ff. 24 ff. IV, 270 f.
Vedel Simonsen, Jørgen Brahes Levnetsbeskr. S. 148 ff.
Heiberg, Saml. pros. Skrifter IX, 275 ff. Friis,
Breve og Aktst. ang. T. Brahe og hans Slægtninge, 1875.
H. F. Rørdam. [2]
|
Våre slekter
1556 - 1643 (87 years)
d. 5 Jul 1571, Helsingborg slott, Helsingborg, Skåne, Sverige 